Huset og kunsten

Når du går til tandlæge hos os i Søndergade 11, befinder du dig i smukke historiske rammer, som trækker tråde tilbage til stationsbyens barndom. Jernbanen kom til i 1897 og forvandlede på ganske få år landsbyen Fjerritslev til noget, der lignede en lille købstad med alle tænkelige funktioner.

Mens du sidder i venteværelset, kan du tage en lille tidsrejse ved at kigge på de flot indrammede fotografier langs væggene. Her vil du opdage, at tandlægeklinikken oprindelig var bygget som sparekasse – og mange af de gamle billeder er ren Matador!

Det historiske vingesus forstærkes yderligere af venteværelsets møblement, som er et smagfuldt udvalg af antikviteter fra gemmer og genbrugsbutikker.

Bygningen i Søndergade 11 blev opført i 1904 som det første egentlige domicil for Han Herreders Sparekasse. Sparekassen var etableret helt tilbage i 1858 som Danmarks første sparekasse på landet og havde de første år hjemsted i Østergade − henholdsvis i byens gamle posthus og på Fjerritslev Kro – hvorefter den i 1877 blev flyttet til gården Elmelund i Kettrup. Her i Kettrup var der andre vigtige funktioner som herredsfoged, distriktslæge og apotek.

Da jernbanen kom, blev Fjerritslev det nye centrum i Han Herred, og sparekassen skulle naturligvis også være synligt til stede i gadebilledet. I forvejen havde Fjerritslev Bank allerede etableret sig i Vestergade 16.

Sparekassedirektøren, sagfører Rudolf Lassen, fik sin private bolig i den nordlige ende af den nye, statelige bygning. Han blev efterfulgt af sønnen H.C. Lassen, der i sin høje skikkelse stod i spidsen for sparekassen, indtil man i 1971 byggede nyt i Østergade 11-13 som følge af pladsmangel. Allerede i slutningen af 1940’erne var der planer langt fremme om at nedrive bygningen i Søndergade 11 og opføre en ejendom, som i høj grad lignede den, der blev en realitet i 1971.

Heldigvis blev projektet fra 1940’erne lagt i skuffen – så vi i dag kan glæde os over en særdeles velbevaret stationsbyejendom, der stadig fortæller masser af historie!


Kunsten

Ud over de historiske billeder fra Han Herreders Sparekasse kan du under dit besøg hos tandlægen glæde dig over moderne, farverig kunst fra tandlæge Knud Kampers egen hånd.

På den måde går fortid og nutid hånd i hånd på bedste vis i en af byens fineste erhvervsejendomme.

Scroll to top